Denne geometriske form blev skabt i 1960'erne som et alternativ til den runde brilliantslibning og er kendetegnet ved sine spidse hjørner, omvendte pyramideform og fire skråtslebne sider. Den raffinerede form giver maksimal brillans og er derfor en ægte klassiker.

Ovalslebne sten har 58 facetter for at opnå en enestående funklen og har en tidløs skønhed og brillans, der giver den klassiske runde form et twist. Ellipseformen, der blev opfundet i 1957, forener den runde brilliantslibs funklen med en mere flatterende, slankere silhuet.

Den runde form blev skabt i begyndelsen af 1900-tallet og giver stenen en intens funklen. Det er stadig en af de mest populære former, og den passer til næsten alle smykkedesign, især solitaireringe og halo-design.

Dråbeformen er en perfekt symmetrisk hybrid mellem oval- og marquiseformen og går i den ende ud i en spids, der er perfekt afstemt med toppunktet på den anden, afrundede ende. Dråbeformede sten kræver en indfatning med seks grabber for at understøtte spidsen. Formen kaldes også pæreform og reflekterer lyset i en dramatisk effekt.

En klassisk form, der er en kombination af et perfekt proportioneret kvadrat med blødt afrundede hjørner. Navnet refererer til dens lighed med en lille blød pude.

Baguette blev skabt i 1920'erne og er stadig en populær form til moderne smykker. Den unikke form er en "trappeslib" (14 facetter slibes langs kanterne for at give stenen optimal klarhed), der gør det muligt at indfatte stenene side om side uden mellemrum. Den har en lige (rektangulær) eller konisk form (konisk baguette).

Marquise-formen er en usædvanlig og elegant form, der oprindeligt blev skabt til kong Louis XV i midten af 1700-tallet som en efterligning af hans elskerindes læber. Formen er kendetegnet ved sin slanke silhuet, der får fingeren til at se længere ud, når den bruges i ringe.

I 1562 sendte dronning Mary af Skotland en ring indfattet med en hjerteformet sten til dronning Elisabeth I som et symbol på venskab og velvilje. Hjerteformen er et klassisk symbol på kærlighed, romantik og ubrydelige bånd og er et tidløst element på smykker.

Denne form minder om pudeformen, men de fire hjørner er skåret i en lige linje i stedet for afrundede. Stenen er udformet med rækker af brede, flade, koncentriske facetter, der minder om små trin, rundt langs ædelstenen. Formen udmærker sig ved at have et moderne udtryk uden at gå på kompromis med den runde stens brillans og gnist.

Den runde brilliantslib er den mest populære stenslibning – også i Pandoras smykkedesign. Den har en optimal lysrefleksion og funklen og har også den bedste brillans, og derfor foretrækkes den ofte til diamanter. Nogle har en flad bagside i stedet for den karakteristiske pavillion, så de kan indfattes undersænket på flade smykker.

Denne slibning har parallelle "trin" i form af facetter, der løber ned ad siderne på stenen for at drage øjet mod midten og består af graduerede rækker, der løber på langs og på tværs af stenen. Stenens fire hjørner er skråtslebne. Det skaber en effekt, der kaldes "spejlgalleri", og anvendes ofte på kvadratiske og baguetteformede sten for at give dem transparens. Smaragd, Asscher og baguette klassificeres alle som trappeslibninger.

Den populære prinsesseslib, også kaldet en kvadratisk modificeret brilliantslib, blev skabt i 1960'erne som et alternativ til den runde brilliantslib. Den er kendetegnet ved sin omvendte pyramideform og de fire skråtslebne kanter. Takket være sin raffinerede kvadratiske form er det en evig klassiker.

Rosenslibningen går tilbage til 1500-tallet og var almindelig i den georgianske og victorianske periode. Den har en kuppelformet krone med trekantede facetter, der mødes i et midterpunkt, og en flad bund. Den har mellem fire og 24 facetter og minder om en udspringende rosenknop. Den fremstilles i mange forskellige former, og den klassiske rosenslibs skønhed er bl.a. blevet nyfortolket i en oval form.

Den innovative puresse-slibning er en variant af cabochon-slibningen, der kombinerer en facetteret slibning med en ikke-facetteret slibning. En hvælvet top foroven og en facetteret pavillon forneden skaber en illusion af dybde ved at føre øjet ind mod stenens midte. Den unikke slibning blev opfundet af Swarovski, og navnet "Puresse" refererer til dens rene udseende og glitrende vanddråbeeffekt.

Denne gamle slibeteknik har fået sit navn fra det franske ord for hoved eller kuppel og har en glat og rund form med en hvælvet top uden facetter. Den bruges ofte til halvgennemsigtige og matte sten samt til mange sten, der har en form for optisk fænomen. Denne slibning lader stenen rigtigt komme til sin ret.

En sten placeres i en konkav fordybning af samme størrelse med en skruetvinge og en nål. Små runde kugler i poleret metal omkranser stenen for at holde den på plads. Antallet af sten og kugler kan variere afhængigt af det specifikke smykke.

I en reverteret indfatning, også kaldet poleret indfatning, indfattes hver sten i et konisk hul på smykkets overflade. Metallet rundt om stenen hamres for at holde den på plads, så den flugter med overfladen. Kun kronen er fri i den glatte, beskyttende indfatning, og derfor hænger smykket ikke fast i tøjet.

Rørindfatningen er en af de ældste stenindfatningsteknikker. Et metalbånd omslutter stenen helt eller delvist, og dets kant går en smule op over stenens omkreds for at holde den bedre på plads. Rørindfatninger kan være enkle eller dekorative, og den lave beskyttelsesprofil gør indfatningen ideel til hverdagssmykker. Den bruges traditionelt til cabochon-formede og runde sten.

Denne type indfatning har smalle metalstøtter, kaldet grabber, der holder stenen på plads. Den høje indfatning fremhæver stenen og lader mest muligt lys falde ind i den. Men stenen er samtidig mere udsat og har meget lidt støtte i kanterne. Denne indfatning kræver derfor regelmæssigt eftersyn for at sikre, at stenen sidder godt fast.

Stiftindfatningen, også kaldet halvboret indfatning, bruges traditionelt til perler. En perle eller en anden kugleslebet sten bores halvvejs igennem og fastgøres på en montering med en stift. Stiften er belagt med en lille smule lim for at forhindre, at stenen forskubber sig. Monteringen kan have en ekstra metalring rundt om stenen, men den er primært til pynt. Eftersom der ikke er nogen grabber, ser stenen ud til at svæve frit, og det giver smykket et let og yndefuldt udseende.